Onsdag tog Køges borgmester Ken Kristensen og adm. direktør Jonas Dørken første spadestik til Holmsø Køge med 106 lejeboliger til aktive voksne på 55+. Boligresortet er en del af visionen om en moderne bydel og helhedsorienteret byudvikling på Søndre Havn med plads til forskellige generationer, boligformer og fællesskaber.
En tur i spa’en, yogahold eller brætspil i caféen? Det bliver nogle af mulighederne for de kommende beboere i Holmsø Køge, der opføres på Søndre Havnevej med 106 lejeboliger og cirka 1.000 kvadratmeter fællesfaciliteter i stueetagen.
Onsdag eftermiddag markerede Køge Kommunes borgmester Ken Kristensen (V) og adm. direktør Jonas Dørken fra Holmsø Boligresorts sammen med adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S, byggeriets begyndelse med det første spadestik. Eller rettere pæleramning, for borgmesteren havde fået betroet at trykke på knappen til en af de store maskiner, der banker spuns og betonpæle ned i undergrunden.
Holmsøs boligkonceptet er målrettet aktive voksne over 55 år, som ønsker at kombinere en privat bolig med nem adgang til aktiviteter og socialt samvær. For borgmesteren er netop livet mellem boligerne en væsentlig kvalitet:
- Et godt sted at bo handler ikke kun om boligen. Det handler også om livet omkring den og om muligheden for at være en del af noget sammen med andre, sagde Ken Kristensen i sin tale.
En del af en helhedsorienteret byudvikling
Holmsø Køge føjer en ny boligform til Søndre Havn, hvor det tidligere havneområde udvikles til en moderne bydel med boliger, erhverv og grønne byrum tæt på vandet og Køges historiske bymidte.
Projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S, der ejer godt 70 procent af Holmsø Boligresorts, er en central aktør i denne udvikling. Virksomheden, der har modtaget flere priser og anerkendelser bl.a. for omdannelsen af Grønttorvet i Valby til en ny og grøn bydel, er i gang med at opføre godt 70.000 kvadratmeter boliger og erhverv i området. Det omfatter blandt andet byggerier i Sømærket, hvor Tovværket får 81 ejerboliger, mens Bøjen rummer 76 lejeboliger.
Med Holmsø Køge suppleres boligudbuddet med lejeboliger, der er indrettet til en fase af livet, hvor mange ønsker mindre vedligeholdelse og flere muligheder for at være aktive sammen med andre. Boligresortet understøtter dermed visionen om en mangfoldig bydel, hvor forskellige boligtyper giver plads til beboere på tværs af generationer og livssituationer.
- Projektet passer derfor også godt ind i udviklingen af Søndre Havn som en levende og mangfoldig bydel med forskellige mennesker og forskellige boligformer, sagde Ken Kristensen.
Et alternativ til parcelhuset
Det nye boligtilbud kan samtidig få betydning for boligudbuddet andre steder i kommunen.
- Et byggeri som Holmsø Boligresort kan også være med til at skabe bevægelse på boligmarkedet. Når et ægtepar, hvor børnene er flyttet hjemmefra, får et attraktivt alternativ til parcelhuset, kan deres bolig blive hjem for en ny børnefamilie. På den måde bliver der sat gang i de flyttekæder, som er vigtige i en kommune som Køge, hvor mange gerne vil bo, sagde Ken Kristensen.
Fællesskabet får en fast vært
De cirka 1.000 kvadratmeter fællesfaciliteter kommer blandt andet til at rumme wellness med pool, spabad og sauna samt fitnesscenter, café, bibliotek og værksted. Hertil kommer blandt andet orangeri, multisal og fælleskøkken.
En fast aktivitetsvært skal sammen med beboerne sætte aktiviteter i gang og understøtte nabofællesskabet. Det kan eksempelvis være holdtræning, foredrag, gåture og madfællesskaber.
- I Køge bliver vi en del af en ny bydel, hvor der er tænkt i forskellige boligformer og liv mellem husene. Her kan Holmsø bidrage med et boligtilbud, hvor aktiviteter og nabofællesskab er en del af hverdagen. Beboerne får både deres egen private base og mulighed for at engagere sig i fællesskabet i huset og i byen omkring dem, sagde Jonas Dørken i sin tale ved onsdagens spadestik.
Forventet indflytning i 2028
Holmsøs boligkoncept er udviklet med inspiration fra blandt andet canadiske og engelske boligresorts og tilpasset danske forhold. De første resorts åbnede i Silkeborg i 2023 og Herning i 2025. Der har været rejsegilde på et tilsvarende byggeri i Holbæk og flere Holmsø Boligresorts er på vej i en række danske byer.
Holmsø Køge forventes klar til indflytning i slutningen af 2028. Interesserede kan allerede nu skrive sig på interesselisten på https://www.holmsoe.dk/vaelg-by/holmso-koge/