Danica Ejendomme har indgået en aftale med Holmsø Boligresorts, om at investere ca. en halv mia. kr. i to boligresorts i Risskov ved Aarhus og centralt i Horsens. De to resorts vil byde på i alt 210 boliger samt fællesfaciliteter, der understøtter et aktivt og socialt seniorliv – et kerneelement i Holmsø-konceptet.
Boliger udviklet til det aktive og sociale seniorliv
Boligkonceptet er udviklet til voksne 55+, som ønsker at leve en aktiv og social tilværelse. Forskning peger på, at stærke sociale relationer, fællesskaber og daglig aktivitet har stor betydning for både livskvalitet, mental trivsel og sund aldring.
De kommende resorts er derfor designet med fokus på netop disse elementer. Ud over private boliger indeholder ejendommene fællesfaciliteter og en dedikeret aktivitetsvært, der understøtter fællesskaber, aktiviteter og sociale relationer blandt beboerne. Erfaringerne fra Holmsøs eksisterende boligresorts viser, at disse rammer bidrager til et aktivt hverdagsliv, stærke naboskaber og en høj livskvalitet.
Langsigtet investering i fremtidens seniorboliger
Danica Ejendomme overtager ejerskabet af de to ejendomme, som er under opførelse, i 2027. Byggerierne forventes at opnå DGNB-guld certificering. Holmsø vil stå for administration og drift af ejendommene for at sikre et sammenhængende koncept.
Ejendommene repræsenterer en langsigtet investering, der understøtter Danica Ejendommes vision om at levere boliger, der imødekommer behov i forskellige livsfaser. De nye boligresorts vil samtidig være et værdifuldt supplement til porteføljen, der allerede omfatter mere end 3.000 familie-, ungdoms- og studieboliger.
Frederik Rostrup Falck, Investeringschef i Danica Ejendomme, udtrykker stor tilfredshed med investeringen, som harmonerer med det strategiske fokus på at udvikle boliger til hele livet:
- Vi er utroligt glade for aftalen med Holmsø, som gør det muligt at tilbyde boliger på attraktive placeringer, der fremmer et aktivt og socialt seniorliv. I Danica Ejendomme har vi i en årrække afsøgt markedet for investeringer i seniorvenlige boliger, og Holmsø har bevist styrken i deres koncept. Vi ser frem til at videreudvikle konceptet gennem vores samarbejde.
Holmsø boligresorts allerede en succes
Ejendommene bliver Holmsø boligresort nummer fire og fem. I Silkeborg og Herning har de første boligresorts allerede været i drift i nogle år, mens et projekt i Holbæk er undervejs og forventes færdigt primo 2027. Jonas Dørken, direktør i Holmsø, udtrykker glæde ved aftalen med Danica Ejendomme som slutinvestor på projekterne i Risskov og Horsens:
- Aftalen om salget af ejendommene i Risskov og Horsens markerer en vigtig milepæl for Holmsø Boligresorts og understreger, at vi med vores koncept har skabt et produkt, der efterspørges i markedet. Vi er glade for salget til Danica Ejendomme som en stærk og langsigtet ejer, og vi ser frem til det fortsatte samarbejde om ejendommene i driften fremadrettet.
Holmsø-konceptet er nærmere beskrevet på www.holmsø.dk.