Fælleshuset Plads 23 på Grønttorvet har netop modtaget Københavns Kommunes ”Bygningspræmieringspris 2024”. Dermed har den nye bydel modtaget i alt fem priser og anerkendelser på få år, hvilket gør Grønttorvet til et af landets mest prisvindende bydelsudviklingsprojekter
Siden 1903 har Københavns Kommune præmieret arkitekter og bygherrer, der står bag særlig bemærkelsesværdig arkitektur. Med præmieringen ønsker kommunen at anerkende de kræfter, der tilfører byens fysiske rammer særlig kvalitet, og understreger samtidig kommunens påskønnelse af god arkitektur som betydningsfuldt for det levede liv i byen.
Et stærkt felt af nominerede
Ved en ceremoni på Copenhagen Architecture Festival CAFx på Halmtorvet i København var godt 50 fremmødte bygherrer, rådgivere, arkitekter og repræsentanter fra kommunen mødt frem for at diskutere god arkitektur og byggeskik, men ikke mindst for at se nærmere på de otte nominerede, der blandt en stribe indsendte projekter havde fundet gennem juryens nåleøje. Sammen med et imponerende felt af nominerede, der blandt andre talte Operaparken, BIG HQ, Karensminde Aksen og Carlsbergbyens Rød Lagerbygning, modtog fælleshuset ”Plads 23” på Grønttorvet Københavns Kommunes ”Bygningspræmieringspris 2024”.
Fem priser til Grønttorvet
Dermed bidrager Plads 23 til rækken af priser og anerkendelser, som den nye, grønne bydel har høstet siden første spadestik i 2016. Amaryllis Hus modtog i 2019 Bygningspræmieringsprisen i kategorien ”Gode og smukke bygninger samt bymiljøer” og ”Publikumsprisen” for smukt byggeri. Året efter modtog FB Gruppen A/S Building Awards’ Developerpris netop for udviklingen af Grønttorvet.
I 2023 var det Blandet By-prisen, der uddeles af Landsbyggefonden og mediet Byrummonitor, som sendte Grønttorvet til tops. Seneste præmie til Plads 23 bidrager dermed til høsten af priser, der sender Grønttorvet til tops som et af landets mest anerkendte byudviklingsprojekter i nyere tid.
Taknemmelig bygherre og stolt arkitekt
– Det er dejligt at blive anerkendt for indsatsen med helhedsorienteret, mangfoldig og kvalitetsfokuseret byudvikling. Vi vil omgående give de modtagne roser og skulderklap videre til de arkitekter, rådgivere, håndværkere og involverede, der har medvirket til skabelsen og opførelsen af Plads 23, sagde adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S i sin takketale.
Også arkitekt Anders Lendager fra arkitektfirmaet, der har designet Plads 23, var stolt over at modtage Bygningspræmieringsprisen, der blev overrakt af kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV).
– Spisehusets arkitektur er et konkret billede på, hvordan ellers værdiløse og oversete materialer kan blive til æstetiske og formidlingsmæssige grundelementer i et fællesskabsorienteret og ressourcebevidst hus, der bygger videre på områdets unikke historie og skaber en forlænget dagligstue for de lokale beboere, siger Anders Lendager.
Begrundelsen for præmieringen
I bedømmelsesudvalgets begrundelse for at præmiere fælleshuset på Grønttorvet lyder det:
”Plads 23 viderefører Grønttorvets identitet i den nye bydel, og gennem genbrug af betonelementer fra de gamle grønttorvshaller, genfortolkes stedets historie. Projektet viser et vellykket byudviklingsgreb, hvor det centralt placerede fælleshus bringer det store centrale byrum i spil til en bredere anvendelse. Projektet sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi tænker genanvendelse og hvordan genanvendelsen påvirker vores æstetiske vurderinger af et sted. Genanvendelsen af industribetonelementer er pionerarbejde, som har været med til at flytte grænserne for, hvordan vi kan genanvende beton i fremtiden.”