Seks års byggeaktivitet på Grønttorvet i Valby nærmer sig sin afslutning. I denne uge kunne projektudviklerkoncernen FB Gruppen A/S fejre rejsegilde på Magnolia Hus – det sidste rejsegilde på Grønttorvet, der med 3.000 boliger er koncernens hidtil største udviklingsprojekt
Med 23 byggefelter er projektudvikler FB Gruppen A/S samt håndværkere og samarbejdspartnere efterhånden vant til at se den traditionelle krans og Dannebrog flagre over en af bydelens bygninger. Alligevel var rejsegildet på den multifunktionelle ejendom Magnolia Hus med 252 DGNB-certificerede studie- og ungdomsboliger (ejet af PKA og FSB), kontorer og butikslokaler noget helt specielt – det var nemlig det sidste i hele bydelen.
- Selvom rejsegildet på Magnolia Hus er det sidste på Grønttorvet, så er bydelen endnu ikke færdig. Vi byder velkommen til de sidste beboere senere på året, og etableringen af den sidste etape af Grønttorvsparken bliver færdiggjort til vinter, når vi fjerner sidste del af byggepladsen. Det er derfor den afsluttende fase, vi går ind i, forklarer adm. direktør Hans-Bo Hyldig fra FB Gruppen A/S.
En gave til den blandede by
Grønttorvet ligger i det sydlige Valby på den grund, hvor Københavns Grønttorv lå i ca. 50 år, indtil de på grund af pladsmangel måtte rykke til Høje Taastrup. I dag er de store torvehaller og lagerlokaler revet ned og har gjort plads til en moderne, grøn bydel med 3.000 boliger, en 23.000 kvm. stor park, butikker samt daginstitutioner – og med Magnolia Hus nu også kontorer.
- Grønttorvet er en bydel, som i den grad illustrer det, som vi ønsker for København. Det er den blandede by. Når vi står her i dag og kan fejre rejsegildet på almene boliger, så er det fordi, vi som kommune og by er blevet bedre til at samarbejde om, hvordan vi både får plads til private og almene boliger i en bydel. Magnolia Hus rummer således både almene og private ungdomsboliger samt kontorbyggeri, som passer godt ind i vores vision om at sikre, København er en blandet by, understreger Københavns Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S), der var en af dagens talere, og fortsætter:
- København skal også i fremtiden være en blandet by. Det er derfor, vi bygger rækkehuse i Tingbjerg, og også derfor vi bygger almene boliger på Grønttorvet. En by, hvor der er plads til alle, uanset hvilken baggrund og pengepung du har.
Vigtigheden af den blandede by deles af Hans-Bo Hyldig:
- At sikre mangfoldigheden og den blandede by er afgørende. Derfor har vi gennem hele udviklingen af Grønttorvet haft fokus på, at det skulle være en by for alle. Og ikke mindst en by, hvor man kan bo hele livet. Derfor har vi både ungdomsboliger, almene boliger, leje-, ejer- og andelsboliger samt et seniorbofællesskab, og netop denne mangfoldighed er en af årsagerne til, jeg er utrolig stolt, når jeg går rundt i bydelen.
Erfaringer og værdierne fra Grønttorvet er allerede på vej videre til nye projekter, der er igangsat og på vej i andre kommuner. FB Gruppen har således bolig- og byudviklingsprojekter i Holbæk, Nærheden i Hedehusene, Ballerup, Gentofte, Ørestaden og Bjæverskov.