FB Gruppen A/S, der har stor succes med udviklingen af Grønttorvet i Valby, har netop indgået en aftale med byudviklingsselskabet NærHeden P/S om at udvikle hele det østlige område af bydelen Nærheden med 160.000 etagekvadratmeter boligbebyggelse. Det svarer til omtrent alle ledige storparceller i området.
Bydelen Nærheden i Hedehusene er allerede inde i en rivende udvikling, og med aftalen er der udsigt til, at bydelen bliver fuldt udviklet og færdiggjort over de næste 7-8 år.
Kvalitet og fællesskaber
”Fremtidens forstad Nærheden er godt på vej – flere hundrede boliger er undervejs og mange mennesker har allerede deres liv og dagligdag i området. Den store aftale med FB Gruppen betyder, at der nu er sikkerhed for, at den resterende del af Nærheden bliver udviklet med sans for kvalitet og med stor vægt på fællesskaber. På bydelens vegne er vi derfor utroligt glade for aftalen”, fortæller direktør i NærHeden P/S Ole Møller.
NærHeden P/S ejes af Høje-Taastrup Kommune og Realdania By & Byg, og selskabet blev stiftet i 2013 med det formål at udvikle et eksempel på fremtidens forstad. Den nye bydel Nærheden ligger på et 65 hektar stort område ved Hedehusene Station i Høje-Taastrup Kommune. Der skal samlet set bygges omkring 350.000 etagekvadratmeter, der kommer til at omfatte ca. 3.000 boliger og giver plads til ca. 7.000 beboere.
Bydelen rummer lige nu 200 færdige boliger, og 550 yderligere er under opførelse. Der er netop åbnet en dagligvarebutik, og en stor, ny skole og børneinstitutioner er under opførelse. Senere kommer der kontorerhverv.
Stort potentiale
”I FB Gruppen har vi fulgt den positive udvikling, som Nærheden er inde i, og vi ser et stort potentiale i en bydel som denne med gode kollektive forbindelser, tætheden til naturen og det store fokus på fællesskab. Vi glæder os meget til at bygge kvalitetsboliger til alle typer af mennesker, som ønsker at bo tæt på København og samtidig tæt på naturen”, udtaler adm. direktør i FB Gruppen Hans-Bo Hyldig.
Det er aftalt, at FB Gruppen udover egne boligprojekter indarbejder blandt andet kommunale børneinstitutioner og et kvarterhus til beboerne.
FB Gruppen har gennem de sidste 5 år udviklet Grønttorvet i Valby og har vundet flere priser for deres byggerier – senest Developerprisen 2020.
Forud for købsaftalen har FB Gruppen i samarbejde med NærHeden P/S udarbejdet en masterplan for hele den østlige del af Nærheden, som FB Gruppen nu overtager. Området vil komme til at rumme omkring 1.600 boliger fordelt på forskellige ejerformer Der vil ligeledes komme forskellige boligtyper som rækkehuse, kædehuse, punkthuse og opgangshuse med lejligheder, ligesom der også er planer om bofællesskaber.
Stort set udsolgt
Høje-Taastrup Kommune har investeret i den nye bydel med blandt andet en bro over banen, et idrætscenter til springgymnastik og en stor, ambitiøs skole, som udvikles i samarbejde med LEGO Education.
”Det glæder mig helt utrolig meget, at vi nu stort set kan melde om alt udsolgt i Nærheden. Det har været et fantastisk spændende forløb. Fra vi på det nærmeste stod med en stor bar mark, til at vi for blot syv år siden etablerede udviklingsselskabet Nærheden og nu kan gå rundt i en pulserende bydel, der i løbet af de kommende år ender med at bestå af 3000 boliger og 7000 nye Høje-Taastrup borgere. Vi så altså rigtig, da vi i byrådet besluttede, at her, på den anden side af jernbanen i Hedehusene, kunne vi godt etablere en ny bydel”, siger Michael Ziegler borgmester i Høje-Taastrup Kommune.
Realdania By & Byg gik i partnerskab med Høje-Taastrup kommune om at udvikle den nye bydel, fordi man så et behov for at gentænke den måde, som de mange danske forstæder er udviklet på. Nærheden skulle derfor kombinere de bedste elementer fra den klassiske forstad med elementer fra den mere tætte og urbane by til et nyt bud på en bæredygtig forstad af høj kvalitet.
”Med Nærheden så vi en unik mulighed for at udvikle et eksempel på fremtidens forstad som et nyt bud på den tætte by som alternativ til både boligblokkene og de traditionelle parcelhuskvarterer. Det er afgørende for Realdania By & Byg at finde løsninger i vores projekter, som kan inspirere andre steder, og derfor har vi løbende opsamlet og formidlet de gode løsninger fra NærHeden. Vi har blandt andet fokus på en mere fællesskabsorienteret by med en god blanding af alle ejerformer”, fortæller administrerende direktør Peter Cederfeld fra Realdania By & Byg.