• 05/04-17

Fremtidens kloge hænder blev inspireret

Unge skal inspireres til at vælge en erhvervsuddannelse for at afværge fremtidens mangel på håndværkere. Derfor har FB Gruppen inviteret skoleklasser til at komme ud og møde nogle af de mere end 200 mennesker, der arbejder med opførelsen af Grønttorvet i Valby

Det historiske grønttorv i Valby vil over de næste fem år gennemgå en omfattende transformation fra handelsområde til moderne boligkvarter. Projektet i Valby er blot en af mange i det store byggeboom, der finder sted i især de større danske byer nu og de næste mange år.

Det hænger dårligt sammen med den undersøgelse, Dansk Byggeri udarbejdede sidste år. Her kom det frem, at bygge- og anlægsbranchen vil komme til at mangle op mod 14.000 faglærte håndværkere på landsplan inden for de næste 10 år. Et tal der er til at føle på, og som kan være en fremtidig barriere for en af Danmarks mest vækstskabende brancher. Dette er en af årsagerne til, at FB Gruppen i forbindelse med indgåelse af aftaler med underleverandører kræver, at disse som en del af deres virksomhedsprofil skal tage lærlinge ind.
– Det er et faktum, at vi kommer til at mangle hænder og hoveder i byggeriet i fremtiden – en udfordring, der i værste fald kan betyde, at udviklingen i den danske byggesektor og dermed landets generelle vækst bremses. Samtidig vil det forsinke byggeriet af kvalitetsboliger til de mange mennesker, som flytter til byerne. Derfor er det vigtigt, at vi bidrager til at give de unge mennesker kendskab til de forskellige muligheder inden for branchen, siger Hans-Bo Hyldig, administrerende direktør hos FB Gruppen, der står bag flere større byggeprojekter i Storkøbenhavn heriblandt det gamle grønttorv i Valby, der henover de næste fem år forvandles fra handelsområde til en grøn, moderne bydel.

200 håndværkere opfører ny bydel 
For at inspirere den næste generation til at se håndværkeruddannelserne som en mulig karrierevej havde FB Gruppen inviteret to ottendeklasser fra Frydenhøjskolen i Hvidovre til at komme på besøg på byggepladsen på Grønttorvet i Valby.

Området, der indtil for et år siden sydede af liv fra stadeholdere og handlende, er ved at blomstre op til helt ny bydel op. Til dels takket være de mere end 200 håndværkere og lærlinge, der hver dag møder ind på byggepladsen. Blandt dem er 25-årige Søren Selander, der er i lære som bygningssnedker.
– Jeg er vild med arbejdet, hvor jeg kan bruge både hænderne og hovedet. Det er et varierende job, hvor ikke to dage er ens, og så er det fedt med muligheden for at læse videre til blandt andet bygningskonstruktør, fortalte snedkerlærlingen til de nysgerrige ottendeklasseselever.

Frihed i håndværkerbranchen 
At arbejde med hænderne er især noget, der tiltaler skoleeleven Emirhan Cetin, der blev meget inspireret af at tale med håndværkerne:
– Jeg synes, det lyder rigtig godt det hele. Især når man hører det fra nogen, der rent faktisk arbejder som håndværkere og ikke bare er skolelærere, lød det fra Emirhan, der blev bakket op af klassekammeraten Lasse Hansen:
– Min far ejer et VVS-firma, så jeg kender lidt til håndværkerbranchen, men det er rart at se noget anderledes som her på Grønttorvet. Det, der tiltaler mig mest ved håndværkerbranchen, er den frihed, man har, fortalte Lasse Hansen, der overvejer at følge i sin fars fodspor eller at gå glarmestervejen.

Unge tror, at det er et valg mellem hovedet og hænderne 
Ifølge uddannelsesvejleder Signe Munk-Petersen fra UU Center Syd som havde arrangeret besøget er det de mange valgmuligheder, der står i vejen for de unge, når karrierevejen skal vælges.
– Der er langt flere veje at gå end tidligere, og det kan være meget forvirrende. Især også fordi mange af de unge tror, at det er et valg mellem at bruge hovedet eller hænderne, når de skal vælge mellem den gymnasiale vej og erhvervsuddannelserne. Der forsøger vi at fortælle dem, at der også er noget, der hedder ‘kloge hænder’. Og der hjælper sådan et besøg som her på Grønttorvet gevaldigt på at vise, hvilke muligheder erhvervsvejen giver, for her kunne de også møde arkitekter, ingeniører og bygningskonstruktører. Ja kort sagt fik eleverne indblik i hele processen fra tegning til færdig bygning, fortæller Signe Munk-Pedersen.