pressemeddelelse

14-02-2016

København får ny bydel med 2.000 boliger

Grønttorvet forvandles over de næste fire-fem år til bydelen Ny Valby med omkring 2.000 lejligheder og byhuse samt en stor park. Bag projektet til mindst fem milliarder kroner står byggeudvikleren FB Gruppen og pensionsselskabet PKA.

Planerne om at forvandle Grønttorvet i Valby bliver nu til virkelighed, og dermed får København om få år en helt ny bydel, Ny Valby med 4.000 indbyggere, butikker, børneinstitutioner og egen park.

Byggeudvikleren FB Gruppen (Fokus på Boliger) har i samarbejde med pensionsselskabet PKA købt arealet på næsten 160.000 kvadratmeter – svarende til cirka 22 fodboldbaner – af grønthandlerne, som til foråret flytter til et helt nyt og større grønttorv i Høje-Taastrup.

”Vi får mulighed for at skabe rammerne om en hel lille by, der får en god blanding af almene boliger, lejeboliger, andelsboliger og ejerboliger, som alle bliver til at betale. Ny Valby får familieboliger, seniorboliger og ungdomsboliger, og der kommer lejligheder samt række- eller byhuse med små haver. Det bliver samtidig en grøn bydel – i midten anlægger vi en park på 19.000 kvadratmeter, hvor bjælker fra den store auktionshal bevarer områdets historie,” siger Hans-Bo Hyldig, adm. direktør og medejer i FB Gruppen.

Lokalplanen giver ret til at bygge 234.000 kvadratmeter, og det bliver fordelt med omkring 2.000 boliger, flere butikker og et par cafeer, to børneinstitutioner og formentlig også kontorer. En del af byggeriet er på forhånd købt af PKA, der også stiller finansiering til rådighed for andre byggerier, som FB Gruppen udvikler og siden videresælger, enten som ejerboliger eller som lejeboliger. Endelig skal den resterende del af byggejorden sælges til andre, fx pensionskasser eller projektudviklere.

”PKA har i forvejen et godt samarbejde med FB Gruppen, og Ny Valby er et spændende projekt med store perspektiver. Med aftalen er vi med til at løse udfordringerne med boligmangel i København og sikrer gode, stabile afkast til vores medlemmers pensioner,” siger ejendomschef Nikolaj Stampe fra PKA.
Også på Københavns Rådhus vækker aftalen om Ny Valby glæde:
”København får omkring 10.000 ekstra indbyggere hvert år, og det kræver nye boliger. Det har vi nu sikret, at vi får i Ny Valby. Det bliver en blandet bydel med både ejerboliger, lejeboliger og almene boliger. Det er vigtigt for mig, at der bliver plads til alle i København, og at der også bliver bygget boliger, der er til at betale for skolelærere, sygeplejersker og pensionister,” siger overborgmester Frank Jensen (S).

Grønttorvet flyttede tilbage i 1958 fra Indre by til Valby, men i takt med byens vækst blev området trafikalt indeklemt, og for få år siden besluttede grønthandlerne at flytte til Høje-Taastrup. De store arealer har siden været til salg, helst i én samlet handel. En håndfuld byggefelter er solgt til boligselskaber og byggeudviklere, deriblandt FB Gruppen, der overtager hele området fra 1. maj.

”Det er en god dag for andelshaverne i Grønttorvet. Aftalen er som ønsket indgået med solide parter, der har den fornødne kapital til at løfte andelshaverne helt ud i et rent snit. Det er til stor glæde og gavn for de andelshavere, der af hensyn til alder ønsker at stoppe, og for dem, der skal flytte med til Høje-Taastrup. Samtidig viderefører FB Gruppen og PKA de planer og visioner, som Grønttorvet har udviklet i samarbejde med blandt andre Valby Lokalråd og tegnestuen Polyform om at skabe en helt ny og grøn bydel midt i København,” siger John Olsen, formand for Grønttorvet.

Byplanen er baseret på Polyforms vinderforslag, og som landmærker får Ny Valby fem huse på 50-80 meter. Området ligger ved Ny Ellebjerg Station med S-tog og snart også regionaltog og metro.

FB Gruppen anslår, at det samlede byggeri får en værdi på godt fem milliarder kroner. Det giver ifølge Dansk Byggeri en jobeffekt på 5.200 mandeår svarende til, at 1.000-1.300 håndværkere, rådgivere og fx ansatte hos underleverandører konstant er beskæftiget gennem de fire-fem år, byggefasen ventes at vare.


Kontaktoplysninger

Adm. direktør Hans-Bo Hyldig, FB Gruppen – mobil 26 89 70 20
Ejendomschef Nikolaj Stampe, PKA – mobil 21 47 54 82
Overborgmester Frank Jensen – via pressechef Rikke Egelund, mobil 31 47 94 97
Konsulent Brian Abildgaard, Grønttorvet – mobil 53 39 40 07

Om Ny Valby
• Til april forlader gartnere og blomsterhandlere Grønttorvet, der åbnede i 1958
• Ny Valby bliver en helt ny bydel, baseret på en byplan fra tegnestuen Polyform
• Arealet er på 160.000 kvm (svarende til 22 fodboldbaner) med byggeret til næsten 240.000 kvm – en håndfuld byggefelter er dog solgt fra
• Planerne omfatter 90 pct. boliger fordelt på 2.000 blandede enheder – bl.a. rækkehuse og fem højhuse på 50-80 meter. Salgspriser og lejeniveauer bliver lavere end i flere andre nye bydele
• Derudover kommer to børneinstitutioner, butikker, cafeer og formentlig også kontorer
• Bydelen får en stor park, hvor bjælker fra den store auktionshal bevarer de historiske rødder
• Byggeriet ventes at strække sig over fire-fem år og beløbe sig til mindst fem milliarder kroner
• En del af Valby Syd, et af Københavns særlige udviklingsområder
• Bydelen bliver betjent af stationerne Vigerslev Allé med S-tog (Ringbanen) og Ny Ellebjerg med flere S-togslinjer samt regionaltog (fra 2018/19) og metro (fra 2023)

Om FB Gruppen
FB Gruppen (Fokus på Boliger) udvikler, bygger og sælger boliger, hovedsageligt i Storkøbenhavn. Virksomheden blev etableret i 2003 af adm. direktør Hans-Bo Hyldig og projektdirektør Stig Nørnberg og har siden leveret over 1000 boliger, blandt andet på Islands Brygge og Frederiksberg samt på Teglholmen i Sydhavnen, hvor FB Gruppen også selv har kontor. FB Gruppen færdiggør omkring 300 boliger om året – det bliver nogenlunde fordoblet med Ny Valby-planerne. Moderselskabet HN Development fik i 2014 et overskud på 32 mio. kr. efter skat og havde en egenkapital på 47 mio. kr. Læs mere på www.fbgruppen.dk

Om PKA
PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser primært inden for social- og sundhedssektoren. PKA har 275.000 medlemmer og en samlet formue på 235 mia. kr. PKA har investeret ca. 16,5 mia. kr. i danske ejendomme og ca. 2,5 mia. kr. i udenlandske ejendomme. Læs mere på www.pka.dk

Underskrivelse af aftale

Jeg vil gerne høre mere om Ny Valby

* skal udfyldes
Interesseret i Nyhedsbrev angående
ny valby

Oversigtsbillede af Ny Valby